Den jødiske befolkning i Danmark har altid været lille, men flere danske provinsbyer, blandt andet Horsens og Aarhus, har haft jødiske menigheder. I Horsens vidner den jødiske begravelsesplads i Frederiksgade og den usædvanlige orientalske bygning i Farvergade 6 om et fortidigt jødisk liv, som mange ikke kender til.
Foredraget følger den provinsjødiske historie videre, også efter overgangen fra 1800- til 1900-tallet. Ny forskning viser, at cirka 60 personer med jødisk baggrund flygtede fra Aarhus til Sverige under den tyske besættelse i 1943, og i dag er der igen jødiske fællesskaber i Aarhus.
Her får du svar på spørgsmål som: Hvor lå Horsens' første synagoge? Hvad blev der af jøderne i Horsens? Og hvordan ser det provinsjødiske liv ud i dag?
Foredraget holdes af museumsinspektør Christina Louise Lykkeberg Sørensen (cand.mag. i historie, Energimuseet) og projektmedarbejder Karoline Hansen (cand.mag. i religionsvidenskab, Jødisk Informationscenter).


















