Cuppingterapi, også kaldet vakuumterapi, er en behandlingsform med rødder i den kinesiske medicin. Den er kendt for at blive brugt af mange elitesportsudøvere.
Cupping fungerer som en form for massage, hvor man i stedet for at presse ned i vævet arbejder med vakuum, så vævet suges op. Behandlingen minder på flere måder om en dybdegående massage og kan bidrage til øget blodtilførsel, stimulering af lymfesystemet, styrkelse af immunforsvaret samt afslapning af muskler og lindring af smerte.
Kurset giver dig både det teoretiske grundlag for cuppingteknikken og en fysiologisk forklaring på, hvordan cupping virker. Derudover får du praktisk træning i cuppingterapi, indsigt i de forskellige cuppingredskaber og metoder med særlig vægt på firecupping, samt kendskab til hudens reaktioner og diagnosticering heraf. Du bliver også introduceret til forsigtighedsregler og kontraindikationer.
Kurset henvender sig til behandlere og sundhedsfagligt uddannede, som allerede arbejder inden for området. Det er et krav, at du har kendskab til anatomi, fysiologi og sygdomslære. Undervisningen varetages af Camilla Gliemann, som har over 20 års erfaring med teknikken som både behandler og underviser.





























