Jan Elhøj og Morten Kirckhoff tager igen publikum med tilbage til de skrå brædder med en ny live-tour under navnet "Nul Stjerner - Det Store Rejseshow 2". Forestillingen bygger videre på det succesfulde DR-program Nul Stjerner og lægger vejen forbi landet i efteråret 2026 og foråret 2027.
Her åbner de to rejsemakkere op for flere fortællinger, erfaringer og oplevelser fra deres mange rejser. I mere end 50 lande har Jan og Morten jagtet det uperfekte, det glemte og det ufrivilligt underholdende, og denne aften får publikum et nyt kig ind bag kulisserne på programmet samt de historier, der var for mærkelige, for lange eller for pinlige til at ende på TV.
Programmet rummer ærlige rejseanekdoter, upassende fotos og improviseret logik, og aftenen er bygget op omkring mottoet "Det værste udgangspunkt rummer de største oplevelser". Det er en invitation til en rejse, hvor planlægning ikke fylder mest, og hvor gode minder ofte begynder med en fejlbooking.
Med "Nul Stjerner - Det Store Rejseshow 2" får publikum grin, indsigt og rejseinspiration af en slags, man ikke finder på TripAdvisor. Jan Elhøj og Morten Kirckhoff er kendt fra DR-programmet Nul Stjerner, hvor de med nysgerrighed og humor undersøger verden fra de mindre polerede vinkler.
- Entré: 395 kr.
- Sted: Horsens Ny Teater








































