En mand blev søndag eftermiddag udsat for et knivstikkeri i det centrale Horsens og efterfølgende fløjet med helikopter til behandling på hospitalet.
Det oplyser vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Rune Nielsen til Ritzau tidligt mandag morgen.
Politiet fik anmeldelsen om episoden klokken 16.55. Tidligere søndag beskrev vagtchef Halfdan Kramer hændelsen som et voldeligt overfald i den centrale del af byen.
Politiet har tidligt mandag morgen ikke ønsket at oplyse noget om den sårede mands tilstand. Ifølge Horsens Folkeblad er en anholdt mand i sagen sigtet for forsøg på manddrab.
Efter knivstikkeriet afspærrede politiet området omkring Sankt Helene Vej og Sønderbrogade, hvor flere patruljer arbejdede søndag aften og natten til mandag.
Undersøgelserne på stedet fortsatte frem til omkring klokken 01.30, hvorefter afspærringerne blev ophævet, oplyser Rune Nielsen.
Mandag formiddag skrev Horsens Folkeblad, at den anholdte mand bliver fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling. Ifølge mediet kender de to mænd hinanden i forvejen.








